Aalborg Håndbold henter svensk målmand
Foto: Pressefoto- Aalborg Håndbold
Aalborg Håndbold præsenterede på sin facebookside, at klubben henter en ny målmand fra sommeren 2023.
Den aalborgensiske storklub har præsenteret en ny målmand i klubben. Det er Fabian Nordsten, der tilslutter sig nordjyderne i sommeren 2023 og skal danne målmandsduo med Niklas Landin, der ligeledes kommer til Aalborg Håndbold i sommeren 2023.
Svenskeren har fået en tre-årig kontrakt med klubben, som altså udløber i 2026.
- Det bliver spændende at få lov til at repræsentere Aalborg Håndbold i de kommende år. Det er et utrolig godt hold, jeg kommer til, det bedste i Skandinavien, og jeg håber at kunne bidrage så meget som muligt, siger Fabian Norsten.
Den 23-årig målmand spiller på nuværende tidspunkt i den tyske Bundesligaklub VfL Gummersbach.
Også et farvel
På nuværende tidspunkt er det Simon Gade og Mikael Aggefors, der udgør Aalborg Håndbolds målmandsteam.
Dermed betyder tilgangen af de to nye målmænd også en afsked med de to nuværende.
- Simon har gennem de seneste tre sæsoner gennemgået en fantastisk udvikling og har i den grad en del af æren for, at vi har vundet mange titler i den periode. Nu er tiden dog kommet for Simon til at prøve sig af i nye omgivelser. Men vi glæder os naturligvis over, at det først sker efter denne sæson, hvor vi sammen har ambitioner om at hjembringe flere titler, udtaler direktør Jan Larsen.
– For Mikael Aggefors’ vedkommende er han i gang med sin syvende sæson hos os, og gennem den tid er han med sin professionalisme og fantastiske indstilling blevet en af kulturbærerne i klubben. Han har været stærkt medvirkende med til at løfte os til et nyt niveau, og det betyder også, at det bliver med stort vemod, når vi til sommer skal tage afsked med ham, hvor han flytter hjem til Sverige, lyder det videre fra Jan Larsen.