Aalborg Håndbold kan vinde Champions League, mener ekspert

Med Mikkel Hansen tilbage i den danske liga og på kontrakt hos Aalborg Håndbold, vurderer Bent Nyegaard, at chancen for et Champions League-trofæ er blevet endnu større.

I lørdags fik Mikkel Hansen sin længe ventede debut for Aalborg Håndbold, da de tog imod Nordsjælland Håndbold.

Det var til stor begejstring for TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Jeg er sikker på, at selv om vi alle vidste, det ville blive stort, når nu Hansen endelig var tilbage, overgik det de flestes forventninger. I hvert fald mine, skriver han i en klumme.

Ifølge eksperten er verdensstjernen vendt tilbage med ét formål - at vinde Champions League-trofæet, som han aldrig vandt i Paris.

Realistisk i fremtiden

Mikkel Hansen er ikke den eneste verdensstjerne, den nordjyske klub har kunnet præsentere.

Sidste sommer kom også den islandske håndboldspiller Aron Palmarsson på kontrakt i klubben, og fra næste sæson kan man også finde den seneste vinder af titlen som verdens bedste håndboldspiller, Niklas Landin, i målet hos Aalborg Håndbold.

Derfor tror Bent Nyegaard på, at det er realistisk, at klubben kan vinde Champions League inden for den nærmeste fremtid.

- Realistisk? Ja, indenfor den næste tre år. I Aalborg Håndbold har Hansen fundet klubben, der har potentialet. Næste år dukker en vis Niklas Landin op, og det ændrer med ét håndboldens danske verdensbillede, skriver han.

Gammel kending vender også hjem

Det er ikke unormalt, at danske spillere vender hjem for at tørne ud i den danske liga, når karrieren er ved at nå vejs ende.

Det er dog ikke tilfældet for en gammel kending i Aalborg-dragten. 28-årige Simon Hald kommer retur til klubben, hvor han i første omgang fik sit gennembrud, som senere sikrede ham en kontrakt i tyske Flensburg-Handewitt.

- Sådan plejer det ikke at være, at en så ung spiller sætter kursen mod hjemlandet, men plejer er mere død en levende, hvis jeg tillader mig et kig ud i den nære og lidt længere fremtid, skriver Bent Nyegaard.

Han vurderer, at man i fremtiden vil se flere gøre som Simon Hald - at man vender hjem tidligere end normalt.

På den måde kan de danske håndboldspillere forlænge karrieren, når man kommer væk fra den hårde, fysiske liga, som den tyske Bundesliga er.

- Dertil hører også, at den danske liga har nået et attraktivitets-niveau, hvor alt ikke kun drejer sig om Aalborg Håndbold, skriver Bent Nyegaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland