Aalborg Håndbold klar til Champions League-kvartfinale

Aalborg Håndbold er klar til kvartfinalerne i Champions League efter en udesejr over franske Montpellier onsdag aften.

Aalborg Håndbold nåede i sidste sæson frem til finalen i Champions League, og onsdag aften tog nordjyderne et vigtigt skridt mod at gentage den bedrift.

På udebane mod franske Montpellier HB leverede Aalborg Håndbold en rigtig stærk præstation og vandt med 33-31.

Dermed er nordjyderne sikre på at slutte blandt de to bedste hold i deres gruppe, og det betyder, at billetten til kvartfinalerne i Champions League er sikret.

Den første del af kampen i Frankrig var ganske jævnbyrdig, men fra stillingen var 11-10 i Aalborgs favør, begyndte de nordjyske gæster at trække fra. Spillerne fra Aalborg Håndbold kunne således gå til pause med en føring på 20-14.

Svensker storspillede

I anden halvleg fik hjemmeholdet langsomt ædt sig ind på Aalborg, men nordjyderne formåede langt ind i opgøret at bevare en føring på mindst tre mål.

Svenske Felix Claar storspillede for Aalborg og blev noteret for 10 scoringer i opgøret, hvor den franske fløjstjerne Hugo Descat forgæves forsøgte at holde Montpelliers håb om point i live.

Det blev tæt til allersidst, hvor Aalborgs føring blev reduceret til to mål, men med en straffekastscoring af Buster Juul halvandet minut før tid bragte nordjyderne sig foran med 33-30 og punkterede den sidste spænding.

Aalborg holder med sejren fast i førstepladsen i gruppen. De har et forspring på to point til ungarske Pick Szeged og har tre point ned til tyske Kiel, som dog mangler to kampe.

Aalborg Håndbold er bedre end Pick Szeged i indbyrdes opgør og er dermed sikre på at slutte blandt de to bedste, hvilket betyder, at holdet er sikret en plads i Champions League-kvartfinalerne.

Nordjyderne kan sikre sig gruppesejren med en hjemmesejr over kroatiske PPD Zagreb næste onsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland