Aalborg Håndbold: Nul tilskuere og et point
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Aalborg Håndbold måtte møde Skjern Håndbold i en tom arena i dag.
Aalborg Håndbold spillede 28-28 mod Skjern. På grund af risiko for spredning af coronasmitte blev kampen spillede uden tilskuere.
5020 tilskuere. Så mange er der plads til i Jutlander Bank Arena. Desværre var der i dag ikke et øje på tilskuerpladserne, da Aalborg Håndbold spillede uafgjort 28-28 mod Skjern Håndbold.
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, var da også tydeligt berørt, da TV2 Nord snakkede med ham i pausen.
- Det er helt surrealistisk. Det gør ondt hele vejen ind i hjertet, at vi spiller en så fantastisk kamp, som der skulle have været 5000 til at se, men som vi spiller uden tilskuere, siger Jan Larsen.
Med fem kampe tilbage i marts, hvor tre er på hjemmebane, vil det manglende billetsalg skade klubben rent økonomisk. Selv om klubben taber penge, så insisterer Jan Larsen på, at klubben nok skal overleve.
- Vi håber selvfølgelig alle på at det er kun for en kort bemærkning til udgangen af marts måned, ellers kan man slet ikke overskue konsekvenserne af det. Vi er nødt til at følge de anvisninger, myndighederne giver, det gør vi selvfølgelig også, men det er en situation, der gør ondt på rigtig mange mennesker, siger Jan Larsen.
Ikke kun sporten
Det er ikke kun i den sportslige afdeling, at aflysningerne rammer. Aalborg Håndbold havde planlagt et større sponsorevent, med 1000 spisende gæster og efterfest, men det arrangement måtte klubben aflyse.
Og i det hele taget har det været et bevægende døgn for sportsdirektøren.
- Indtil klokken kvart over elleve i går troede vi, at der ville sidde 5000 mennesker herinde. Der var lagt op til en kæmpe stor fest og en fed kulisse mod Skjern, sådan skulle det ikke være, siger Jan Larsen.
Se det fulde interview med Jan Larsen her: