Aalborg Håndbold vandt naboslaget
Aalborg Håndbold vandt en vigtig sejr på 27-25 over Kolstad.
Aalborg Håndbold er lige nu Skandinaviens bedste håndboldhold.
Det blev en kendsgerning her til aften i en forrygende håndboldkamp mellem de to “naboer” Aalborg og Kolstad fra Trondheim.
Aalborg vandt nemlig en uhyre vigtig sejr på 27-25 over det norske storhold efter at have ført 17-12 ved halvleg.
- Den måde folk de kæmper med alt, hvad de ejer og har, det er jeg meget glad og stolt over, siger Aalborg Håndbolds træner, Stefan Madsen til TV 2 Nord.
Og den sejr kan man blandt andet takke målmand Niklas Landin for.
Igen viste han målmandsspil i verdensklasse, diskede op med flere store redninger, og er stærkt medvirkende til at Aalborg Håndbold rykker forbi netop Kolstad i gruppespillet.
Helt fortjent blev Niklas Landin efter kampen også kåret til kampens bedste spiller.
Opsummering af kampen
Aalborg er nu 1 point foran i stillingen.
Det blev dog mere spændende end nødvendigt.
Aalborg kom nemlig foran 21-15 i starten af anden halvleg og så ud til at have styr på kampen, men så sløsede Aalborg med både afslutninger og forsvarsspillet.
Med syv minutter igen var Aalborg kun foran med 23-21 og ny spænding i kampen, den tidligere Aalborg Håndbold spiller Sander Sagossen var svær at tæmme.
Han scorede 9 mål mod sin gamle klub, men det rakte dog alligevel ikke til sejren.
Det var igen en fantastisk kulisse i Sparekassen Danmark Arena med 5300 tilskuere, heriblandt 40 fans, der havde den lange tur fra Trondheim og fik håndbold spænding for alle pengene.
Aalborg Håndbold er nu igen med i kampen om at snuppe to af de pladser, der giver direkte adgang til kvartfinalerne