Aalborg Håndbold vinder første kamp i Champions League
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen blev kampens topscorer med hele 10 mål.
Aalborg Håndbold vandt torsdag aften den første Champions League-kamp i denne sæson mod RK Celje. Det skete med en sejr på 36-32 med Mikkel Hansen som kampens topscorer med hele 10 mål.
Aftenens kamp blev spillet på Aalborg Håndbolds hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena, hvor der var fuld damp fra start. Især hjemmeholdet kom blæsende fra start. Særligt de to svenske spillere, Felix Claar og Lukas Sandell, lod sig bemærke, da de i løbet af kampens første 10 minutter havde scoret syv ud af Aalborg Håndbolds ni scoringer.
Målsikker start
Ved stillingen 11-5 til hjemmeholdet tog den slovenske træner time out, men Aalborg Håndbold fortsatte ufortrødent. Det ene flotte angreb efter det andet skyllede ned med den stakkels slovenske målmand, og både Mikkel Hansen og Benjamin Jacobsen kom på tavlen med hver tre scoringer.
På hjemmeholdet blev der dog også sløset i forsvaret, så mod slutningen af halvlegen var det holdets træner Stefan Madsen, der måtte tage en time out. Det skete, da stillingen stod 15-17.
Mikkel Hansen satte dog gang i hjemmeholdet igen, da han overlegent kastede den ene bold efter den anden op i modstanderens mål. Da pausefløjtet lød, havde Mikkel Hansen lavet sit femte mål, og Aalborg Håndbold førte med 20-17.
Føringen kunne dog have været langt større, hvis ikke forsvaret havde været mere skudsikkert.
Hør, hvad anfører Henrik Møllgaard synes om holdets spil i første halvleg:
Lige ved og næsten udligning
Anden halvleg startede Aalborg Håndbold med en ny målmand mellem stængerne, nemlig Simon Gade, der dog ikke fik fat i meget i første halvleg. Mikael Aggefors kom derfor på mål og lagde godt ud med et par gode redninger. RK Celje fulgte dog med og var kun bagud med tre mål i starten af anden halvleg.
Mikkel Hansen holdt Aalborg inde i kampen med en række sikre scoringer på straffekast, 4 sikre mål, inden der var gået 20 minutter. Også Felix Claar slog igen, da RK Celje kom faretruende tæt på og kun var bagud med to mål. To hurtige scoringer fra Claar senere og så førte Aalborg pludselig 30-26 til stor jubel blandt de 4.700 tilskuere.
De slovenske spillere overgav sig ikke og kom tilbage 31-29. Men da Mikkel Hansen igen kom på banen, hamrede han med det samme bolden i modstandernes mål. Med sit 10. mål lød stillingen på 32-29, hvortil tilskuerne kunne ånde lettet op.
Aalborg Håndbold trak fra med to hurtige scoringer, og stillingen stod 35-29, da der var tre minutter tilbage af kampen.
Aalborg håndbold vandt 36-32 i den først kamp i Champions League-turneringen med Mikkel Hansen som topscorer med 10 mål, hvoraf de 7 var på straffekast.
Hør, hvad træner Stefan Madsen synes om kampens resultatet: