Aalborg Håndbolds træner udfordret: Senest med seks coronasmittede spillere
Se indslag om et coronaramt Aalborg Håndbold her.
Aalborg Håndbolds træner Stefan Madsen har været hårdt ramt af coronasmitte og senest en aflyst kamp mandag aften, men det ser nu ud til at holdet ender med at kunne afvikle torsdagens topopgør mod GOG trods den seneste tids udfordringer.
Set igennem en glasrude, var der ikke mødt mange op til dagens træning hos Aalborg Håndbold.
På grund af smittefare og efter aftale med Aalborg Håndbold, så valgte TV2 Nord ikke at komme i nærheden af spillerne til dagens træning. Derfor var det kun Aalborg Håndbolds træner Stefan Madsen, der i dag stillede op til interview.
Det var da også en tydeligt mærket og frustreret træner, vi mødte til dagens træning, der har været hårdt ramt af coronavirus på det sidste med seks smittede spillere.
Om torsdagens kamp bliver gennemført, det tør han ikke skråsikkert sige.
- Jeg kan ikke svare hundrede procent sikkert på det. Vi har tidligere prøvet at aflyse kampe, men som det er nu, så ser det ud til, den skal spilles, siger Stefan Madsen
Træneren ved nemlig først torsdag morgen efter endnu en række test, hvilke spillere han har til rådighed, når spillerbussen sætter kursen mod Gudme, når der skal spilles topkamp mod førerholdet GOG.
Klubbens mand
Stefan Madsen er om nogen klubmand, så selvom han rent sportsligt mener, at kampen burde udsættes, så ved han også godt, at der i kulissen arbejdes hårdt for at få afviklet kampen af blandt andre klubbens direktør, Jan Larsen. Det vil nemlig give store problemer for klubben at finde plads til endnu en udsat kamp. Aalborg Håndbold har i forvejen fået flyttet to kampe, der skal afvikles senere i sæsonen.
Som det ser ud nu, så er vi nok til at stille hold.
Stefan Madsen, træner, Aalborg Håndbold.
Træner Stefan Madsen ved da også inderst inde, at de aflyste kampe, få spillere til træning, sygdom, smitte og så videre kan risikere at spille ind på resultaterne på den lange bane i både den hjemlige liga, Final Four og ikke mindst i Champions League. Her er Aalborg Håndbold også med i kampen om at gå videre.
Aalborg Håndbold og Stefen Madsen ser foreløbigt frem til at få torsdagens topopgør afviklet.
- Som det ser ud nu, så er vi nok til at stille hold, siger Stefan Madsen, træner, Aalborg DH.