Aalborg Håndbold spillede uafgjort mod Midtjylland

På udebane mod HC Midtjylland spillede Aalborg Håndbold onsdag aften uafgjort. Kampen endte 26-26 og nordjyderne fastholder deres placering som nummer syv.

Der var mere at glæde sig over end der var at græde over, da Aalborg Håndbold efter 60 minutters spil kunne gå fra banen i Messecenter Herning med et uafgjort resultat.

Kampen endte 26-26 og det var til det sidste Aalborg der så ud til at tabe kampen. Med få minutter tilbage var HC Midtjylland foran med tre, men de formåede ikke at lukke kampen og i stedet var det Aalborg der med kampens tre sidste mål bragte sig op på siden af midtjyderne.

Aalborg Håndbold var ellers godt spillende før vinterpausen og vandt ud af de fem seneste liga-opgør tre styk. Derudover var det også en succesfuld træningskamp inden sæsonen igen gik i gang i aften. Her vandt nordjyderne 25-18 over Skanderborg Håndbold.

Med aftenens resultat er Aalborg Håndbold fortsat placeret som nummer syv i Boxer herreligaen.

Aalborg Håndbold er i øjeblikket uden norske Sander Sagosen, der under EM i Polen brækkede sit ene håndled. Nordmanden er med den skade ude af spillet for Aalborg i fire uger.

Aalborg Håndbold fik først for sent kendskab til nordmandens skade, og kunne derfor ikke nå at hente en erstatning ind før transfervinduet lukkede. Det var det norske håndboldforbund, der først sent fortalte Aalborg om hans skade, og den behandling har fået direktør Jan Larsen til at overveje, om han i fremtiden skal have nordmænd på holdet.

- Jeg har talt med mange andre klubledere i Europa, og de har aldrig oplevet noget lignende og synes, det er helt grotesk. De frarøvede os muligheden for at hente en erstatning og bør være store nok til at komme med den uforbeholden undskyldning og sige, at de ikke vil gøre det igen, siger han til TV 2.

- Jeg overvejer kraftigt, om vi skal have norske landsholdsspillere i klubben, hvis det er måden, man behandler klubber på, fortsætter Jan Larsen overfor tv-stationen.


Seneste nyt

fra Nordjylland