Aalborg Håndbold vinker farvel til Martin Larsen - efter næste sæson

Der venter den 24-årige Aalborg Håndbold- og landsholdsspiller en ny tilværelse i fransk tophåndbold efter næste sæson.

Ved udgangen af denne sæson sagde Aalborg Håndbold farvel til deres norske stjernespiller Sander Sagosen, der fortsætter karrieren i den franske storklub Paris Saint Germain.

Efter den kommende sæson skal holdet så igen sende en topspiller til Frankrig. Det er højrebacken Martin Larsen, der har indgået en to-årig aftale med en unavngivet fransk topklub fra sæsonen 2018/2019.

- Det er dejligt at have fremtiden på plads, så jeg 100 procent kan koncentrere mig om Aalborg Håndbold i næste sæson med forsvaret af det danske mesterskab og mange spændende kampe i Champions League, siger Martin Larsen.

Larsen er 24 år og er noteret for 180 kampe i den røde Aalborg-trøje, og udtaler i en pressemeddelelse, at det bliver vemodigt at forlade barndomsklubben, men at han altid har drømt om at prøve talentet af i udlandet.

Direktør for Aalborg Håndbold Jan Larsen oplyser, at man har kendt til den franske interesse for Martin Larsen i nogle uger, og at man allerede er igang med at finde en afløser for Martin Larsen til sæsonen 2018/2019. 


Seneste nyt

fra Nordjylland