Aalborg holder sig af Ghettolisten
Foto: Daniel Mikkelsen
Restriktive udlejningsordninger løser ghettoproblemer.
Tidligere i dag blev den såkaldte Ghettoliste offentliggjort, og endnu en gang har Aalborg formået at holde sig af den mindre flatterende liste. Flere områder ligger lige på grænsen, og her arbejder boligselskaberne hårdt for at holde sig på den rigtige side. Det gør de blandt andet ved at være restriktive i forhold til, hvem de lejer ud til.
Lilian Nikander har boet i Løvvangen i Lindholm siden juli. Hun var egentlig nummer 283 venteliste, men kunne springe køen over, fordi Boligselskabet Sundby-Hvorup i foråret fik lov til at bruge en såkaldt fleksibel udlejningsordning.
Tidligere pendlede Lilian Nikander fra sit gamle hjem i Frederikshavn til sit arbejde på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. Det er netop jobbet, der gør, hun fik lejligheden.
- Jeg er sprunget 280 over i køen, som måske er sure over, at jeg kom ind på den her måde, men jeg er kun glad for det, siger Lilian Nikander.
Ordningen giver boligselskabet mulighed for at sende lejere med fast indkomst forrest i køen.
- Man får folk herop, som kan bidrage og være rollemodeller. De har flere ressourcer med, og jeg tænker, at det med, at man får en nabo, som har et arbejdet, er et godt billede på, hvordan man kan have et godt hverdagsliv, siger Jens Erik Grøn, der er direktør i Sundby-Hvorup Boligselskab.
Den fleksible lejlighedsfordeling giver en mere mangfoldig sammensætning balndt beboerne i boligblokkene, og det kan betyde, Løvvangen kommer længere væk fra Ghettolisten, som området var en del af for blot to år siden.
- Jeg synes, man giver fortrin, jeg synes ikke, man ekskluderer nogen. Der er stadig venteliste til andre bebyggelser, og der er behov for at gøre noget ekstraordinært her, siger Jens Erik Grøn.
Lilian Nikander betaler omkring 6000 kroner om måneden for sine 95 kvm.