Aalborg Karneval præsenterer hele tre konger
Foto: Aalborg Karneval
Her ses de tre konger.
Der bliver fuld fart på årets parade.
SU SU Suspekt. Det bliver ingen ringere end Suspekt, bestående af Bai-D, Orgi-E, og Rune Rask, der skal være karnevalskonger i 2024.
Det oplyser Foreningen Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Det er første gang i karnevallets historie, at hele tre konger kan sætte sig på tronen.
De folkekære musikere kommer til at køre med i den såkaldte Stjerneparade under Aalborg Karneval 25. maj 2024. På den store festdag er temaet Fantastiske væsener.
Emil Simonsen, også kendt som Orgi-E, siger følgende om den fornemme udnævnelse.
- Det er en kæmpe ære for os at blive valgt som karnevalskonger til Aalborg Karneval. Vi glæder os til at være en aktiv del af karnevals-folkefesten i Aalborg og mærke energien fra mere end 100.000 mennesker. WOW – det bli’r fedt – og helt sikkert en dag i mindebogen for Suspekt, siger han.
Tidligere har en lang række kendte slået vejen forbi tronen til Aalborg Karneval - blandt andet TV2 Nords Mogens Jørgensen, der var karnevalskonge i 2013.
Tidligere karnevalskonger
2023 - Judith Rothenborg - Skuespiller
2022- Kato - Musiker
2019 Peter Mygind - Skuespiller
2018 – Louise Kjølsen - Dronnning af Twerking
2017 - Troels Malling - Skuespiller
2016 - Johnny Reimar - Musiker
2015 - Mascha Vang - Model og blogger
2014 - Johnny Hefty - Kunstner og musiker
2013 - Mogens Jørgensen - TV2 Nord
Begejstringen er også stor hos Aalborg Karneval.
- Kongen er vigtig. Også for Aalborg Karneval. At vi kan få tre konger - det er helt vildt stort. Det er fedt, at det kunne lykkes med drengene, og det er en af den slags hemmeligheder, jeg har glædet mig til at dele, siger chef for karneval, Chris Kroer Jensen.
Sidste år deltog omkring 100.000 gæster i Stjerneparaden.