02:29

Aalborg Kommune gør kontanthjælpsmodtagere til iværksættere

Et nyt forsøg hos Aalborg Kommune rådgiver kontanthjælpsmodtagere og låner dem penge til at starte egen virksomhed.

Når man er på kontanthjælp, er det svært at finde økonomien og overskuddet til at starte sin egen virksomhed. Men ikke desto mindre går flere ledige rundt med en god idé og en iværksætterdrøm. 

Sådan forholdte det sig også med Michael Dehn Klit. Han var på kontanthjælp i fire år og på grund af en dårlig ryg var det svært for ham at finde et arbejde, så han kunne spare penge op til at starte en virksomhed. Han havde heller ikke særlig meget forstand på, hvad der egentlig skulle til, før en forretning kan lykkes.

- Jeg havde en idé om, at jeg bare selv kunne starte en virksomhed. Men da jeg snakkede med min sagsbehandler, sagde hun, at det var en god idé, at jeg fik et kursus i at lære iværksætteri, siger Michael Dehn Klit.

Ledige skal være selvforsørgende

Løsningen kom i form af en ny forsøgsordning i Aalborg Kommune, der har til formål at hjælpe kontanthjælpsmodtagere med iværksætterdrømme ud af ledigheden og starte egen virksomhed.

Kurset lærer deltagerne alt om, hvad der skal til for at starte sin egen virksomhed, og så kan de låne op til 50.000 kroner af kommunen til at starte forretningen.

Efter han gennemførte kurset lykkedes det Michael Dehn Klit at slå igennem med sin virksomhed, eyeGarden, der producerer levende grønne skillevægge - småbede indbygget i en væg. Bedene forbedrer indeklimaet på kontorer og virksomheder.

- Kurset gjorde det muligt for mig at starte min virksomhed. Jeg kunne muligvis have realiseret noget af det, hvis jeg havde forsøgt på egen hånd, men jeg havde nok knækket nakken på det i løbet af et par måneder, siger Michael Dehn Klit. 

Læs også Aalborg Kommune vinder pris for at genbruge skolemøbler

Iværksætterne er en god investering

Kurset bliver kaldt 'Fra ledig til virksomhedsejer' og køres som et frikommuneforsøg frem til 2022. Idémanden til kurset er projektlederen Claus Wimmer-Aune, der siden 2015 har arbejdet med en anden ordning i Aalborg, der hjælper dagpengemodtagere i arbejde. 

- Vi startede projektet her for at hjælpe kontanthjælpsmodtagere ud og blive selvforsørgende. På kurset får de lov at arbejde med deres forretningsplan og med personlig udvikling. Og de vokser kontinuerligt med projektets forløb. Når de er færdige med forløbet, er de klar til at starte egen virksomhed, siger Claus Wimmer-Aune.

Idéen til projektet kommer fra en lignende ordning i Århus, og ifølge Claus Wimmer-Aune er projektet alle pengene værd.

- Når de bliver selvforsøgende, kommer de til at betale skat - så det kan sagtens svare sig at lave den her investering. Udover det bliver deltagernes livskvalitet højnet, når de igen får en identitet gennem deres arbejde, siger Claus Wimmer-Aune.

Nu lever Michael af sin virksomhed

Selv lånte Michael Dehn Klit 7.000 kroner. Havde det ikke været for de penge, var han aldrig kommet i gang med sin virksomhed.

- Det føles rigtig godt. Nu har jeg jagtet den her drøm i to år, og nu kan jeg se, at den rent faktisk giver pote. Jeg udbetalte min første løn i den her måned, hvilket føles helt fantastisk, siger Michael Dehn Klit.

Kurset har været i gang siden sommeren i 2017, og for øjeblikket kører det for anden gang. Indtil videre har seks kontanthjælpsmodtagere gennemført kurset, og tre af dem er lykkes med at holde deres forretning kørende.

Næste kursus starter til april, og der bliver afholdt tre kurser hvert år.