Aalborg Kommune jagter midtbyens måger
Foto: Mikael Kragmann
Aalborg Kommune har fået tilladelse til at regulere sølvmåger fra 15. august til 16. september.
Hvis du ser en jæger gå rundt med en riffel inde i Aalborgs midtby, skal du ikke frygte for noget. Skytte og naturvejleder i Aalborg Kommune, Klaus Godiksen, huserer nemlig rundt og skyder sølvmåger på lejlighedstagene for tiden.
Det har han fået tilladelse til i en måned som følge af de mange måger, som holder til i den centrale del af Aalborg. Mågerne er et konstant voksende problem i de store byer, og Aalborg Kommune får jævnligt klager fra byens indbyggere.
- Det er stort problem for vores borgere. Mågerne hører ikke til i byen, og de generer og støjer rigtigt meget, siger Klaus Godiksen.
Mågerne, der traditionelt holder til ude ved havnene, søger ind mod byen, fordi der er mad at finde. Det er især skraldespande, der er målet for mågerne, men også brød, som folk har giver til ænderne, er attraktivt for mågerne.
Derfor opfordrer Klaus Godisksen borgerne til at hjælpe med bekæmpelsen af mågerne.
- Vi kan ikke komme det her problem til livs, hvis ikke borgerne hjælper til. De skal blandt andet stoppe med at fodre ænderne og rydde op efter sig selv i naturen, fortæller han.
Aalborg Kommune regulerer jævnligt måger i rundt i byen - den nuværende tilladelse til at skyde sølvmåger gælder indtil den 16. september.
I Østre Anlæg oplever kommunen også problemer med rotter nu.