Aalborg Kommune vil have flere op på cyklen: Supercykelstier fra centrum og ud langs Hadsundvej

En ny supercykelsti fra centrum af Aalborg og ud langs Hadsundvej til universitetet og det nye universitetshospital skal gøre det mere attraktivt at tage cyklen i stedet for bilen.

På Hadsundvej i Aalborg er der lige nu en cykelsti og cykelbane, men hvis det står til Aalborg Kommune skal der fremover være en supercykelsti inde fra byen og ud langs Hadsundvej. 

- Vores tal over, hvor mange der tager cyklen, er faldende. Vi ved fra undersøgelser, at det, cyklisterne efterspørger, er bedre cykelstier og fremkommelighed. Vi vil gøre det attraktivt at flere tager cyklen, fortæller Hans Henrik Henriksen, der er rådmand ved By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune for Socialdemokratiet og fortsætter:

- Det er den cykelrute i Aalborg, der er mest benyttet af cyklister. Vejen forbinder det centrale område med hele universitetsområdet, UCN og det kommende universitetshospital.

En supercykelsti adskiller sig fra en almindelig cykelsti ved at være bredere.

Hele supercykelsti-projektet forventes at være færdig ved udgangen af 2023.


Seneste nyt

fra Nordjylland