Aalborg Kommune vil købe grønt
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Aalborg Kommune vil fremover tænke endnu mere miljøbevidst, når der skal købes ind, efter at kommunen er kommet med i et grønt partnerskab.
Miljøvenlige rengøringsmidler og legetøj uden ftalater til kommunens børnehaver er blot nogle af de ting, Aalborg Kommune vil skrive på indkøbslisten, når der fremover skal købes ind. Kommunen er netop blevet en del af det såkaldte "Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb".
Det offentlige køber hvert år ind for cirka 300 milliarder kroner, og omkring en sjettedel af pengene bliver brugt af partnerskabet, som har fokus på at tænke grønt. Aalborg Kommune er sammen med Kolding Kommune trådt ind i den miljøbevidste klub, som i forvejen tæller ti andre kommuner, to regioner, VandCenter Syd og Miljø- og Fødevareministeriet.
- Når en kommune, en region eller staten vælger at stille grønne krav til deres indkøb, skaber vi en efterspørgsel, som er til gavn for miljøet, men også for de mange danske virksomheder, som kan levere løsningerne. De kan bruge det offentliges efterspørgsel som et afsæt til at komme ind på det hastigt voksende globale marked for grønne løsninger. Derfor er det godt, at der er kommuner og regioner, der går forrest, og jeg er glad for at kunne byde Kolding og Aalborg Kommune velkommen i partnerskabet, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (Venstre) i en pressemeddelelse.
Aalborg Kommune har i flere år haft miljøet i baghovedet, når kommunen har foretaget indkøb, men fremover vil der blive fokuseret endnu mere på at finde de løsninger, der gavner miljøet mest.
- I Aalborg er vi allerede langt med de grønne indkøb. Vi skal snart indkøbe nye skolemøbler, og her har vi tænkt os at udbyde hele læringsmiljøer efter en cirkulær tankegang. Leverandøren kan for eksempel tage stole og borde tilbage og reparere eller genanvende dem, hvis de går i stykker i stedet for, at de bliver smidt ud. Partnerskabets mål understøtter fint vores fokus på cirkulær økonomi, siger rådmand i Aalborg Kommune, Lasse P.N. Olsen (Enhedslisten).
Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb blev grundlagt af Miljøministeriet i samarbejde med Københavns Kommune, Odense Kommune og Aarhus Kommune i 2006.