Aalborg Lufthavn opgraderer: Fly kan snart lande i al slags vejr

Landingssystemerne i Aalborg Lufthavn får nu en opgradering, der sikrer, at kommercielle fly kan lande i al slags vejr. Kontrakten blev underskrevet mandag.

Nu er det snart slut for flyselskaberne med at bruge dårligt vejr som en undskyldning for ikke at lande i Aalborg Lufthavn. For her vil landingssystemerne snart få en tiltrængt opgradering, så fly fra maj næste år vil kunne lande i lufthavnen uanset vejret.

Det meddeler Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Opgraderingen giver lufthavnen en såkaldt ILS CAT III-klassificering.

- Det er en stor dag i Aalborg Lufthavn, da en CAT III-klassificering i høj grad kommer til at styrke flytrafikken ind og ud af Aalborg. Derfor er vi glade for samarbejdet med Flyvestation Aalborg, Naviair og Indra Navia, der fra dag ét alle har vist et stort engagement og gjort en kæmpe indsats for projektets realisering, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Kontrakten blev underskrevet mandag af Project Manager, Thorbjørn Moen, fra norske Indra Navia, der er den førende inden for CAT III-installationer i hele verden, chef for operationsafdelingen i Flyvestation Aalborg, Hans Kristian Skovmose, og direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen. Til stede var også chefen for Naviair, Ole Eckhaus, der sammen med sit team skal implementere systemet og efterfølgende stå for vedligeholdelsen af landingssystemerne i Aalborg Lufthavn.

Lige nu kan fly lande i Aalborg med en sigtbarhed på ned til 300 meter. Men med en opgradering af landingssystemerne vil det være muligt for fly at komme ned, selv om tæt tåge skulle give en sigtbarhed på 0 meter. Det hele afhænger af signallysene og deres styrke.

Installationen af de nødvendige landingssystemer er allerede i fuld gang, og hele projektet forventes færdigt den 25. maj, hvorefter Aalborg Lufthavn er ILS CAT III-klassificeret som den tredje lufthavn i Danmark og nummer 145 i verden.


Seneste nyt

fra Nordjylland