Aalborg Pirates forstærker sig med canadier

Aalborg Pirates har hentet en ny spiller i form af den 27-årige canadier Cam Braes. Braes kommer til Aalborg fra det tjekkiske hold Orli Znojmo.

Et sæt nye skøjter er på vej til Aalborg fra Tjekkiet. Skøjterne tilhører den 27-årige Canadier Cam Braes, og for ham er skøjter ikke en helt uvant ting.

Cam Braes kommer til Aalborg for at styrke Aalborg Pirates’ bredde. Den canadiske center kommer fra det tjekkiske hold Orli Znojmo, der spiller i den østrigsk-baseret EBEL-liga.

- Cam Braes er en hårdt arbejdende center med fart i skøjterne i begge ender af banen, som også laver point. Vi forventer, at han kommer til at bidrage med lederegenskaber og samtidig bringer stabilitet på vores hold. Han er ikke så stor af statur, men han er ikke bange for at gå ind foran mål, hvor det gør ondt, siger sportschef i Aalborg Pirates Ronny Larsen.

Udover sit ophold i Tjekkiet har Cam Braes blandt andet spillet fem sæsoner i WHL, hvilket er en af de større juniorligaer i Nordamerika. I Aalborg skal han være med til at styrke bredden i truppen igennem en hård og lang sæson.

- Med både deltagelse i Champions Hockey League og den igangværende Metalliga, blev der trukket stort på enkelte kæder, hvoraf skader og træthed begyndte at melde sig. Vi skal og vil spille med stor bredde og i den forbindelse er det nødvendigt at forstærke truppen, siger Ronny Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland