Aalborg Pirates i skæbnekamp: - Kom og støt os!

Aalborg Pirates har brug for al den støtte, de kan få, når de møder Gentofte i den sidste af syv kvartfinalekampe fredag aften.

Aalborg Pirates har været suveræne stort set hele sæsonen. Ingen har kunnet vippe dem af førstepladsen i Metal Ligaen, og de virkede på forhånd nærmest selvskrevne til medaljekampene.

Men i kvartfinalen er piraterne løbet ind i alvorlige problemer - efter seks ud af syv kampe står de lige med Gentofte Stars, 3-3. Det, der skulle have været en let modstander, har vist sig som noget af en mundfuld for nordjyderne. Så nu skal det endelige slag om en semifinaleplads stå fredag aften.

Her får Aalborg Pirates i den grad brug for opbakning på lægterne. 

- Vi har brug for alle. Kom vel mødt, siger anfører Julian Jakobsen på Aalborg Pirates facebookside.

Også træner Brandon Reid efterlyser fansenes solide opbakning til den sidste og afgørende kamp, som skal spilles fredag aften klokken 19.30.

- Stor kamp på fredag. Vi har brug for jeres støtte. Kom og støt jeres drenge. Stor kamp, siger han.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland