Aalborg Pirates vandt med besvær
Tirsdag aften skulle den tredje kamp i kvartfinaleserien mellem Aalborg Pirates og Rødovre Mighty Bulls overstås. Begge hold havde en sejr hver efter de to første kampe, men det var de nordjyske forhåndsfavoritter, som med en 2-1 sejr kunne juble efter kampen.
Aalborg Pirates fører nu kvartfinaleserien med 2-1 over Rødovre, men det holdt hårdt her til aften mod det unge, hurtigtskøjtende Rødovre-hold, som havde otte mand under 20 år med, som voldte piraterne stor besvær.
Jævnbyrdig første periode
Aalborg pirates kom ellers flyvende ud på isen til seriens tredje kvartfinale, og de første minutter var der et stort pres på Rødovres mål. Men på Rødovres første rigtige angreb lykkedes det for gæsteren at overrumple Georg Sørensen i piraternes mål, og pludselig stod der 1-0 til de unge Rødovre-drenge.
Rødovre var tæt på at bringe sig foran 2-0 minuttet efter, men en fantom redning af Pirates-målmand Georg Sørensen forhindrede endnu en scoring. Piraterne fortsatte deres pres mod Rødovres mål, og midt i perioden lykkedes det lidt heldigt for Jeppe Jul Korsgaard at rette skuddet fra kaptajn Julian Jakobsen af, og så var der udlignet til 1-1.
Piraterne havde pucken mest, men Rødovres hurtige spillere var farlige på deres kontrangreb, og kunne være kommet foran med både 2 og 3-0, inden Pirates fik udlignet.
Pirates pressede på
Aalborg Pirates kom ud til anden periode med fart i skøjterne, og Rødovre var næsten ikke over midten de første minutter. Spørgsmålet var, hvor længe Rødovre kunne holde stand, og især Rødovre-målmand Wiliam Rørth, var udsat for bombardamenter fra Piraterne.
Det kunne han indtil fem minutter før anden periode sluttede, hvor det lykkedes for Jeppe Juul Korsgaard, på oplæg fra Lasse Bo Knudsen, at få scoret til 2-1, og så vågnede de over 3000 tilskuere endelig op, der indtil da også have været forbavsende tavse.
Kampens tredje og sidste periode startede igen med totalt pres fra hjemmeholdet med det samme, og med håb om tidlig scoring for at få lukket kampen. Men de store målchancer udeblev, og Rødovre forsvarede sig fantastisk foran eget mål.
Nu venter en ny kamp på fredag i Rødovre. Med en sejr til Piraterne kan de selv afgøre det i seriens femte kvartfinale, der spilles på søndag klokken 14.30 i Sparekassen Danmark Arena.