Aalborg Pride er nomineret til festpris

Aalborg Pride er nomineret i kategorien "Fest-prisen" til dette års Axgil Gay Galla i København.

Efter kun at have eksisteret i et enkelt år, er formand for Aalborg Pride, Kathrine Skovsgaard, stolt over at være nomineret ved Axgil Gay Galla. 

- Vi er meget beærede og takker alle, der har gjort det muligt at stable Pride på benene og afvikle den efter blot to en halv måneds forberedelse, siger hun og løfter sløret for nye tiltag i 2016-udgaven af Aalborg Pride: 

- Vi er allerede i fuld gang med forberedelserne til dette års Pride. Denne gang fokuserer vi på mangfoldigheden i alle dens afskygninger, både kulturelt, socialt og folkeligt. Der er samarbejde i gang med bl.a. AOF-Nord om kunstudstillinger og andre tiltag i lokalerne på Boulevarden i Aalborg. Hovedbiblioteket i Aalborg vil i uge 14-16 danne rammen om regnbuefarverne.  Der er også planer om en støttefest til fordel for Priden i foråret. Ligeledes arbejder vi med at udvide sidste års koncept i Karolinelund på en anderledes og ny måde, hvor hyggen, det kulturelle og sociale selvfølgelig stadig er i højsædet. 

Ifølge næstformanden er Aalborg Pride mere end blot en fest. 

- Det er vigtigt for os i Aalborg Pride, at vi får spredt budskabet ud om, at det er ok at skille sig ud fra mængden. Det ville være usandsynlig kedeligt, hvis vi alle var ens. Vi skal gøre plads til alle i vores samfund uanset køn, seksuel orientering, religiøse og kulturelle forskelle. Vi vil gerne bevise, at nordjyder er rummelige og tolerante, og at vi alle kan være sammen om de kommende projekter i mangfoldighedens navn, siger Carsten Christoffersen. 

Aalborg Pride 2016 finder sted i Karolinelund den 9. juli. 


Seneste nyt

fra Nordjylland