Aalborg-rapperen Orhan G er død: Venner kæmper for at få ham hjem

Rapperen Orhan G er dagen før sin 28-års fødselsdag fundet død på et hotelværelse i Thailand. Vennerne arrangerer indsamling for at få ham hjem.

Aalborg-rapperen og produceren Orhan G, der havde det borgerlige navn Orhan Karaca, er død.

Han blev i mandags fundet livløs på sit hotelværelse i Thailand. Han ville være blevet 28 år tirsdag.

Det skriver Gaffa.dk.

Orhan G var en del af det aalborgensiske hiphop-miljø og aktiv i crewet HvadEvigt, der også tæller blandt andre Danni Toma og Lord Siva. Han var en dygtig freestyle-rapper, der nåede finalestævnet til MC's Fight Night i både 2007 og 2008. De seneste år har han desuden arbejdet som producer. 

Indsamling for at få Orhan hjem

Da Orhan G ikke havde forsikring, kommer det til at koste 100.000 kr. at få ham fragtet hjem fra Thailand.

Orhan G's venner har derfor oprettet en indsamling på sitet caremaker.dk, hvor de samler ind til at få bragt Orhan G tilbage til Danmark, så hans familie kan få lov at begrave ham hjemme i Danmark.

På indsamlingen skriver de:

Da Orhan valgte at sove ind i Thailand, vil det koste familien næsten 100.000 at få ham bragt hjem. Derfor rækker vi nu en hånd ud til dem, så vi kan sørge for han kommer hjem hvor han høre til, og kan sove der hos dem for evigt. Får vi ham ikke hjem, bliver han brændt og begravet i Thailand.

Vi har brug for alt den hjælp vi kan, da Orhans eneste familie tilbage i Danmark, er hans faster, hans lillesøster og hans kæreste.

Familien går igennem en hård tid, og vi vil så gerne hjælpe dem så meget vi kan. Alle donationer vil gøre en kæmpe forskel.

I skrivende stund er der i alt doneret 55.498 kr., og indsamlingen er således kommet et rigtig godt stykke vej mod de 100.000 kr., der er målet for at få bragt Orhan G til Danmark.

Den 22. april er der arrangeret en mindekoncert på Platform 4 i Aalborg. På plakaten er navne som Lord Siva, Danni Toma + Noodle, Intensiv MC + Dj Devious, Dj Easy, McMark + J. Rock og Blok Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland