Aalborg-restaurant blandt landets bedste til italiensk
Foto: SCHÜTZE RENÉ/Fotograf René Schütze
Carlo Liberati er for andet år i træk med sin unge, men som regel godt fyldte restaurant, La Locanda, nomineret som årets autentiske italienske restaurant af Den Danske Spiseguide.
La Locanda er for andet år i træk nomineret til titlen som "Årets autentiske italienske restaurant", en titel som Den Danske Spiseguide uddeler.
Man ved, det går godt, når man er nødt til at indføre to seating-tidspunkter i sin restaurant. Og for La Locanda i Aalborg er det ikke kun hos gæsterne, maden er populær - det er den også hos Den Danske Spiseguide, som i slutningen af denne måned uddeler sine priser for 2016.
Her er den italienske restaurant ved Limfjorden igen at finde blandt de nominerede til "Årets autentiske italienske restaurant", faktisk for andet år i træk. Så der kan være priser i farvandet til La Locanda og manden bag, 49-årige Carlo Liberati ved den store gallaaften i Aarhus den 30. oktober.
- Uanset La Locandas unge alder er Carlo Liberati en enormt erfaren og talentfuld kok og restauratør med et dedikeret team af dygtige danskere og italienere omkring sig. De har formået både at fastholde og videreudvikle på det høje niveau i stedets Mamma-køkken baseret på stor, enkel og autentisk gastronomi i lige så autentiske, velovervejede rammer. En gastronomisk oplevelse, som man bestemt ikke finder på hvert et gadehjørne - hverken herhjemme eller i Italien, lyder ordene fra Den Danske Spiseguides redaktør, Bent Christensen om nomineringen.
La Locanda skal kæmpe med Italo Disco i København, Italy e Italy i Ringsted og Ravello i Herning om prisen som årets italienske restaurant. Og det er noget, der glæder Carlo Liberati.
- Der ligger jo en stor og motiverende anerkendelse af den dedikerede indsats, som mine dygtige og engagerede kokke og tjenere sammen med mig hver dag og aften går og laver. Samtidig er det en anerkendelse – kunne vi mærke allerede første gang sidste år - som vores stadig flere gæster bemærker og sætter pris på. At blive anerkendt på den måde af Danmarks ældste og mest respekterede restaurationsguide betyder noget, forklarer den 49-årige romer.
Omtalen har også sørget for, at flere internationale gæster i Aalborg er begyndt at indfinde sig i restauranten. I det hele taget er der så stor interesse fra gæsternes side, at La Locanda fredag og lørdag aftener har indført to seatingtidspunkter - klokken 17.30 og klokken 20 - for at få plads til alle, der vil reservere bord.
- Gæsterne har heldigvis taget positivt imod også, fordi vi lægger vægt på at forblive tro mod vores enkle, uformelle no-nonsens koncept. De forstår godt, at vi gerne vil forsøge at give flere oplevelser i vores lille restaurant, der, når det ikke er sæson for udeservering, kun har plads til 40 personer. Vi lægger så til gengæld stor vægt på altid at have mange, gode kvalificerede kokke og tjenere på arbejde til at bistå mig, så vores gæster stadig oplever en kompetent og rolig service, siger Carlo Liberati, der har bygget La Locanda op omkring de klassiske italienske perler, hvor det er veltillavet mad, simple opskrifter og gode råvarer, der er i centrum.
Den 30. oktober afgøres det, om La Locanda løber med prisen.