Aalborg som vært for Melodi Grand Prix i 2018

Gigantium skal igen være vært for Dansk Melodi Grand Prix, når Aalborg tager imod den danske sangkonkurrence i 2018.

Er du fan af det danske Melodi Grand Prix, så skal du næste år ikke køre særlig langt for at være med som publikum. Det bliver nemlig afholdt i Gigantium i Aalborg til februar.

Det fortæller DR på et pressemøde i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i dag, onsdag.

- Gigantium er det perfekte sted at holde Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Vi har haft nogle fantastiske Grand Prix'er i Aalborg. Og jeg ved, at de virkelig formår at holde en fest og få det maksimale ud af, at showene kommer til byen, siger underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme. 

Melodi Grand Prix'et finder sted den 10. februar 2018, hvorefter børnenes MGP bliver afholdt ugen efter, den 17. februar, samme sted. 

Værterne er igen i år Annette Heick og Johannes Nymark.

- Jeg er simpelthen så glad for, at Annette og Johannes har sagt ja til at værter igen. Annette og Johannes har en fælles passion og kærlighed for Melodi Grand Prix, og deres kemi er helt uovertruffen. De var fantastiske sidste gang, og det bliver en kæmpe fornøjelse af se dem sammen på scenen igen - i Gigantium, siger Jan Lagermand Lundme. 

Der er endnu ikke blevet sat nogle navne på deltagerne til Melodi Grand Prix'et, da fristen for at sende et bidrag til konkurrencen er 15. september. 

Det er syvende gang, at Aalborg tager imod Dansk Melodi Grand Prix, hvor det seneste var i 2015. Gigantium har plads til op mod 8.500 tilskuere. 

- At Aalborg Kongres & Kultur center igen sammen med resten af Aalborg er tovholder for syvende gang, taler måske meget godt for sig selv. Vi elsker Grand Prix og hele stemningen, der rammer den store sangdyst ind. For nordjyderne er det en ære, og allerede nu kan jeg godt love, at både deltagere i grandprixet - både voksne og børn - sammen med publikum vil blive modtaget med fest og farver, siger direktør i AKKC, Nicolaj Holm. 

For syvende gang skal Aalborg være vært for Melodi Grand Prix og børnenes MGP. Det kom frem på et pressemøde idag.

Seneste nyt

fra Nordjylland