Aalborg-stjerne skadet: Ude af OL

Han erstattes af Hans Lindberg

Han har lige fået opfyldt sin måske største drøm: En plads blandt de 14 til OL.

Men nu spænder en skade ben for turen til Paris for Aalborg Håndbolds topscorer, Mads Hoxer, oplyser Håndboldherrene på deres Instagram-profil.

Den stærke højre back har gennem den sidste del af sæsonen døjet med skulderen, men har på trods af det alligevel været en kæmpeprofil i DM-guldjagten og Final 4-pladsen i Champions League.

Det er dog ikke skulderen, men anklen, der er så medtaget, at OL ikke bliver muligt.

Til allerførste træning blev han skadet og det umuliggør nu et OL for den unge profil.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Mads har set spændende ud i kombinationen af højre back og højre fløj, og han var også tiltænkt en rolle under OL, hvor vi eventuelt skulle spille med to venstrehænder i bagkæden. Så det giver os desværre et mindre kort på hånden lige nu, lyder det fra en ærgerlig landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Jeg er bare ked af det. Det har altid været drømmen at spille OL. Og det kunne have været prikken over i’et på den her sæson, siger hovedpersonen selv.

Dermed er seks blevet til fem Aalborg-spillere i OL-truppen, hvor Hans Lindberg bliver en del af de 14, mens Emil Madsen støder til og træner med indtil afrejsen til Paris.  


Seneste nyt

fra Nordjylland