Aalborg storcenter: - Vi glæder os til at byde kunderne velkommen

Fra den 21. april kan restauranter og caféer får lov til at åbne for indendørs servering. Det sker med krav om bordbestilling og fremvisning af gyldigt coronapas. Samtidig kan de store indkøbscentre og stormagasiner slå dørene op for handlende, og det vækker glæde i Aalborg Storcenter.

Der er få kunder i Aalborg storcenter for tiden. De få der er, benytter sig af de særligt udvalgte forretninger, der stadig må holde åbent, blandt andet apoteker.

Resten af storcenteret har været lukket siden den 17. december, hvor storcenteret midt under julehandlen blev lukket ned sammen med en lang række andre forretninger.

Ifølge centerchef Preben Bjerregaard var lukningen i juletiden langt fra en behagelig oplevelse.

- Det var lidt som at få en hammer i hovedet. I hvert fald var det den dårligste julegave, man kunne få, det må vi erkende.

Men med den yderligere genåbning som regeringen har fremlagt, kan restauranter og cafeer i storcenteret også holde åbent, og det glæder centerchefen.

- Det er lige nøjagtigt det, der gør, at vi bliver besøgsmålet for kunderne. Der bliver selvfølgelig noget med at man skal bestille bord og have en coronatest inden man sætter sig ned, men det løser vi, siger Preben Bjerregaard.

En af de butikker, som snart kan byde kunderne indenfor igen, er Henrik Ørsnes i Aalborg Storcenter. Her har centerleder Stinna Persson savnet kunderne og livet i storcenteret.

- Det har været en mærkelig følelse. Der har været tomt i gaderne herude, hvor det plejer at vrimle med folk, så det bliver fantastisk at åbne igen. Vi glæder os rigtig meget til at byde kunderne velkommen og vi kan få vores medarbejdere på arbejde igen.

Henrik Ørsens har også en butik i Aalborg midtby, der har kunne holde åbent, mens butikken i storcenteret forsat måtte være lukket, og det har været årsag til en del blandede følelser hos Stinna Persson.

- Det har været frustrerende at se, hvor travlt det har været, hvor mange mennesker der har været og hvor lange køer der har været, i den tid butikken har haft åben. I vores optik kunne det være fordelt ud her i centrene, siger Stinna Persson.


Seneste nyt

fra Nordjylland