Aalborg-studerende bidrager til NASA’s Mars-mission
Foto: Aalborg Universitetshospital
De tre studerende skal fortsat hjælpe NASA med at udvikle et analyseværktøj til forskning inden for området.
- Det har været lidt af en drengedrøm. Måske bliver vi ikke astronauter, men vores bidrag kan forhåbentlig hjælpe os med at blive klogere på, hvad der er på Mars.
Sådan lyder det fra Patrick Forstholm Østergaard, der er en af de tre software-studerende fra Aalborg Universitet, der hjælper med at forbedre analysen af data på de to rovere, som NASA har sendt til Mars.
Udover ham er det Christian Bager Bach Houmann og Ivik Lau Dalgas Hostrup.
Har hjulpet forskerne med en bedre forståelse
De studerendes arbejde har været med til at forbedre analysen af data fra NASA's ChemCam- og SuperCam-instrumenter, som er monteret på Mars-roverne. Altså er det blevet nemmere og hurtigere at analysere sten og jord, som NASA's Rovere indsamler.
- Vi har været med til at tage de første spadestik til at åbne op for, hvordan man kan anvende data. Vi har præsenteret dem for nogle specifikke teknikker, som har vist sig lovende for missionerne, og har samtidig påvist en tilgang, som vil være lovende i fremtiden, forklarer Ivik Lau Dalgas Hostrup.
De har med andre ord udviklet metoder til at kombinere forskellige modeller og teknikker, der effektivt behandler og analyserer data, og deres kode har automatiseret processer, der tidligere var manuelle og tidskrævende. Derfor har de tilføjet en ny funktionalitet, der hjælper forskerne med at give en bedre forståelse for den komplekse data.
Giver blod på tanden
Projektet har strakt sig over de studerendes 9. og 10. semester.
- Samarbejdet med NASA har i høj grad forstærket vores ambitioner om at arbejde med noget, som skaber en reel forskel, konstaterer Christian Bager Bach Houmann.
De tre studerende skal fortsat hjælpe NASA med at udvikle et analyseværktøj til forskning inden for området. Derudover vil de studerende udgive deres arbejde, så metoderne kan blive bredere anvendt.