Aalborg-virksomhed vinder DI-pris: Fra gymnasieidé til big business

Aalborg-virksomheden CompanYoung modtager DI Aalborgs initiativpris for deres innovative tilgang, der har ført til stor vækst i virksomheden.

En skoleopgave på HTX i 2008, som handlede om at starte virksomhed, blev til virkelighed for de to venner, Kevin Rebsdorf og Daniel Birkholm, der har skabt en succesfuld forretning med rekrutteringsbureauet CompanYoung, der fokuserer på at tiltrække unge mennesker til virksomheder.

Den succes har nu ført til, at virksomheden har vundet Dansk Industri Aalborgs Initiativpris 2019 for deres innovative tilgang, som har ført til virksomhedens tilblivelse, kraftige vækst og skalering i årene frem til nu.

- CompanYoung har modet til at tænke nyt. Med årene har de udviklet sig til en hybrid mellem et rådgivningsfirma, reklamebureau, videnshus og en teknologivirksomhed. Samtidig har de holdt fast i en skarpt afgrænset målgruppe. Og det har givet dem en meget stærk position i markedet, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg.

I 2014 vandt CompanYoung prisen som den mest innovative IT-virksomhed i Nordjylland ved BrainsBusiness Awards.
I 2014 vandt CompanYoung prisen som den mest innovative IT-virksomhed i Nordjylland ved BrainsBusiness Awards.
Foto: BrainsAwards

Fokus på unge

Målgruppen for CompanYoung har fra begyndelsen været unge, der søger uddannelse eller job, samt virksomheder der ønsker at tiltrække unge. I 2014 begyndte virksomheden at udvikle softwareværktøjer til kampagner, og i 2016 etablerede CompanYoung sit eget videnscenter, der tilfører den nyeste viden om trends og tendenser blandt de unge. Videnscentret er ledet af en forsker fra Aalborg Universitet.

- Vores tilgang er at lytte til markedet og hele tiden bygge ovenpå vores produkt. Vi skal være i stand til at hjælpe virksomheder med at forstå de unge. Og vi skal kunne hjælpe virksomhederne med at formidle deres historie til de unge. Det kræver, at vi har de rigtige værktøjer, og det kræver, at vi har den nyeste viden på området, siger CEO i CompanYoung, Kevin Rebsdorf.

Fakta om DI's Initiativpris 2019

  • Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds. Det er virksomheder, som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.
  • Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering: Virksomhedens leder har udvist et særligt mod til at gribe nye muligheder på et tidligt tidspunkt. Muligheder, som gør, at virksomheden i dag står bedre rustet til at gribe fremtidens muligheder. Hermed ønsker DI at prise modet til at træffe gennemgribende beslutninger særligt i forhold til emner som: Ejerskab og ledelse, sikring af finansiering, tiltrækning af arbejdskraft, internationalisering og produktivitet. Målet er at sætte fokus på det mod og den indsigt, det kræver at igangsætte en markant skalering af virksomheden.
  • De 18 vindere i DI’s 18 Regionalforeninger dyster derefter om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag i februar måned (Her er der tradition for, at HKH Prins Joachim uddeler prisen)

I kundekartoteket hos CompanYoung finder man store navne som Grundfos, Volvo, Jysk, IKEA, Blue Water Shipping og Deloitte. Men også brancheorganisationer og flere forskellige efterskoler, gymnasier, erhvervsskoler og universiteter er kunder hos CompanYoung.

- En ting er at kigge på behovet hos virksomhederne, som har brug for de unge talenter. Men sagen er, at vi selv er en flok ambitiøse, unge mennesker, som virkelig brænder for at hjælpe andre unge mennesker med at finde den rigtige uddannelse og det rigtige første job. Derfor er det helt naturligt for os at samarbejde med brancher og uddannelser om at synliggøre de mange muligheder, som de unge står overfor, siger Kevin Rebsdorf.

CompanYoung er siden etableringen i 2012 blevet til en virksomhed med 50 medarbejdere og hele fire erhvervspriser på hylden.


Seneste nyt

fra Nordjylland