01:02

Aalborg-youtuber kan løbe med mediepris

17-årige Kristine Sloth fra Aalborg kan blive kåret som "Årets Youtuber" ved prisuddeling i København lørdag aften.

TV2 Nord mødte Kristine Sloth første gang i 2014. Dengang havde hun 65.000 følgere på Youtube og havde netop udgivet sin første bog, "Min verden".

Siden er det gået rigtig stærkt for den nu 17-årige nordjyde. I dag følger ikke mindre end 189.000 personer med i hendes boblende, daglige opdateringer om alt fra tøj og makeup til strækmærker, mobning og menstruation, og endnu en bog har fundet vej til de danske boghandler, nemlig "Enestående".

Og så er Kristine Sloth nomineret til den fornemme titel som "Årets Youtuber", der bliver uddelt ved et stort show, Guldtuben, i Det Kongelige Teater i København lørdag aften. Her er hun oppe mod navne som Alexander Husum, Julie Sofia, Rasmus Brohave og Louliving.

Det er Xponering PR & Kommunikation, der står bag showet og de mange priser, hvor blandt andet også "Årets Stjerneskud", "Årets Sang" og "Årets Serie" skal kåres.

Kristine Sloth er udover titelen som "Årets Youtuber" også nomineret i kategorierne "Årets Style" og "Årets Vlogger". Det er brugerne på Youtube, der med deres stemmer, kårer vinderne i hver kategori.