Aalborgdiskotek får bøde for alkoholreklamer rettet mod unge

The Gap i Jomfru Ane Gade har på Facebook brudt markedsføringsloven i forbindelse med alkoholreklamer rettet mod unge under 18 år og skal betale 130.000 kroner i bøde.

Diskotek The Gap i Jomfru Ane Gade i Aalborg har accepteret en bøde på 130.000 kroner for på Facebook at have reklameret for begivenheder med alkohol rettet mod unge under 18 år.

Yderligere to diskoteker i Danmark har i opslag på Facebook reklameret på lignende vis. 

Det skriver Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.

Udover The Gap i Aalborg drejer det sig om diskotekerne Mona i Maribo og TemaBar i Viborg. Mona har accepteret at betale 10.000 kroner for ét opslag, det samme har TemaBar, mens The Gap har accepteret at betale 130.000 kroner for 13 forhold.

The Gap havde blandt andet skrevet i et opslag på Facebook:

”The Gap præsenterer – frie sjusser og shots fra 23.00-00.00. For Dronninglund, Brønderslev & Fjerritslev Gymnasium. Book dit bord nu på […] – Denne begivenhed er ikke et samarbejde med hverken festudvalg eller gymnasierne, vi er bare i fest humør – The Gap – Nightclub”.

Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod unge under 18 år. Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Diskotekerne har også et strafansvar, selvom de ikke udskænker alkohol til mindreårige, da det er selve markedsføringen af alkohol til personer under 18 år, der er ulovlig.

Diskotekerne har alle accepteret at betale bødeforlæg.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

- Markedsføringsloven er meget klar. Enhver omtale af alkohol er forbudt, når målgruppen er unge under 18 år. De må ikke opfordres til at feste med alkohol via Facebook eller andre sociale medier.

Det er foreningen Alkohol og Samfund og Alkoholreklamenævnet, som har klaget til Forbrugerombudsmanden over de tre diskoteker.


Seneste nyt

fra Nordjylland