Aalborgensisk badmintonklub vil lave elitehold kun med nordjyder

Badminton klubben Triton Aalborg, der tilbage i 81'-85' og 1988 vandt det danske mesterskab, vil tilbage i toppen af Dansk Badminton med spillere udelukkende fra Nordjylland.

Den kun 18-årige Magnus Johannesen fra badmintonklubben Triton Aalborg var en stor succes ved de Danske Badmintonmesterskaber i Aarhus i weekenden. Det vil klubben nu udnytte til at skabe et nyt hold på eliteplan, der skal bestå af udelukkende nordjyske spillere. 

- Det kunne være rigtig fedt at lave et ligahold kun med spillere, der kun spiller badminton i Nordjylland, og vi ikke er tvunget til at skulle til udlandet og hente nogen spillere. 

Sådan siger træner for Triton Aalborg, Christian Bisgaard, der har trænet Magnus Johannesen siden han var ungdomsspiller i Brønderslev.

- Han kan nå langt. Rigtig langt, siger træneren om Magnus Johannesen, der helt nåede semifinalen ved de Danske Mesterskaber i Badminton, efter at have slået den tredobbelte mester Anders Antonsen ud i kvartfinalen.

 
 
Foto: Mogens Jørgensen

Selv tager Magnus Johannesen den megen virak omkring hans indsats med et smil, og nyder at være tilbage i vante omgivelser i træningshallen på Vester Marindal skole, hvor han træner dagligt med sin faste makker Jeppe Bruun, som også stammer fra Brønderslev.

- Det var været lidt underligt med alle de kameraer og interviews, man skulle stille op til, så jeg nyder at være her i hallen, hvor der er fred og ro for alle journalister og fjernsyns kamera, siger Magnus Johannesen.

Venter på et tilbud fra København

Magnus Johannesen bor til dagligt i Brønderslev, han er tre dobbelt ungdomsdanmarksmester. For tre år siden skiftede han barndomsklubben i Brønderslev ud med Triton i Aalborg - men spørgsmålet er, hvor længe Triton får lov at beholde det store badmintontalent.

Alle badmintoneksperter, inklusive træner Christian Bisgaard, er enige om, at hvis Magnus, der selv har et mål om at bliver verdens bedste badmintonspiller, skal nå helt til tops, skal han flytte til Dansk Badmintons elitecenter i København, hvor de bedste Danske badmintonspillere træner hver dag.

- Jeg vil være stolt over, at vi som klub, både hans barndomsklub Brønderslev og Triton Aalborg kan aflevere et så stort talent til elitecenteret i København, selvom vi mister en af de spillere der skulle spille på vores fremtidige ligahold i Nordjylland, siger træner Christian Bisgaard.

- Jeg venter faktisk bare på at få tilbudet. Jeg er klar, siger Magnus Johannesen. 

Men inden han og træningsmakkeren kan gå hjem og slappe af efter weekendens strabadser, skal de flyve til København til endnu et badmintonarrangement. Denne gang en træningssamling for unge talenter. 

Hør hele interviewet med både Magnus Johannesen og træner Christian Bisgaard her. 

 
 

    


Seneste nyt

fra Nordjylland