AAU er med i verdenseliten: Kåret som Europas bedste ingeniøruniversitet
Foto: Aalborg Universitet
Aalborg Universitet er er kåret som nummer et i Europa og nummer fire i verden indenfor ingeniørvidenskab.
Højt kvalificerede forskningsmiljøer, stærke samarbejdspartnere og en unik undervisningsmodel, som tager udgangspunkt i løsningen af virkelige problemer.
Aalborg Universitets måde at uddanne ingeniører på er så god, at U.S. News & World Report for tredje år i træk har kåret universitetet som Europas bedste og verdens fjerdebedste indenfor ingeniørvidenskab på ranglisten Best Global Universities.
Placeringen luner ved dekan Mogens Rysholt Poulsen fra Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.
Den flotte ranking sender et tydeligt signal til omverdenen om, at det er værd at vende blikket mod Aalborg.
Henrik Pedersen, dekan
− Vi er selvfølgelig meget stolte over placeringen, der er en stor cadeau til vores dygtige forskere og øvrige medarbejdere. Jeg er sikker på, at vi med vores position kan være med til at skabe synlighed omkring hele Danmark som en stærk nation på ingeniørområdet, og at det vil kunne tiltrække flere internationale topforskere i fremtiden, siger han.
Også ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design er man glade for den fortsatte topplacering.
− Den flotte ranking sender et tydeligt signal til omverdenen om, at det er værd at vende blikket mod Aalborg – såvel internationalt som nationalt. Det gælder for eksempel, når initiativer inden for forskning og innovation skal udmøntes i praksis, såsom nationale testcentre og pionercentre. Vi har alle forudsætninger for at levere varen, siger dekan Henrik Pedersen.
Ingeniørvidenskab er repræsenteret på tre af universitetets fem fakulteter.
Udover ingeniørvidenskab fik Aalborg Universitet også et klap på skulderen indenfor Electrical and Electronic Engineering. Her fik universitetet en andenplads på verdensplan.