LIGE NU:

AAU-forskere lærer fra sig i Indien

Forskere fra Aalborg Universitet, AAU, har været i Indien for at dele deres viden om problembaseret læring - noget som AAU er særlig kendt for.

I Indien vil man gerne forbedre ingeniøruddannelserne og uddanne ingeniører, der kan løse komplekse problemer. Derfor har danske forskere fra AAU været til konference i landet, hvor mere end 200 personer fra fra indiske universiteter var med. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse. 

Konferencen var første skridt på vejen mod implementering af problembaseret læring på stor skala i Indien, og en vigtig del af formålet var at forbinde ledere og undervisere fra de indiske universiteter med hinanden, så de fremover kan trække på hinandens erfaringer.

− Vi arrangerer i forvejen internationale forskningssymposier, som er med til at skabe en forandringsproces blandt ingeniøruddannelser verden over. Med det regionale symposium i Indien bidrager vi til at støtte endnu mere op om at forbedre kvaliteten af ingeniøruddannelser i nogle af de områder af verden, hvor vi virkelig kan gøre en forskel, fortæller professor Anette Kolmos, der er leder af UNESCO-centret og én af hovedkræfterne bag konferencen. 

Digitalisering og bæredygtighed

AAU bidrog med en række talere og workshops på seminaret, hvor der i øvrigt også var stor interesse for de seneste tiltag på AAU, hvor digitalisering, bæredygtighed og megaprojekter bliver integreret i den problembaserede læring.

Det er planen, at konferencen i Indien skal gentages hvert andet år, næste gang i 2021. I mellemtiden fortsætter samarbejdet mellem AAU og en række indiske universiteter.

AAU er verdenskendt for sin undervisningsform med problembaseret læring (PBL), hvor de studerendes læring er baseret på arbejdet med virkelige problemstillinger i tæt samspil med det omkringliggende samfund. Blandt andet derfor har AAU placeringen som Europas bedste ingeniøruniversitet. Det viser en rapport udarbejdet af Massachusets Institute of Technology (MIT) i 2018.