Affald i sækkevis: Villy holder Vildmosen ren, når han går ture flere gange om ugen
Villy Jensen fra Klarup samler affald i sækkevis, når han flere gange om ugen er på tur til Lille Vildmose.
Bevæbnet med handsker, gribetang og en stor rulle affaldssække tager Villy Jensen et par gange om ugen turen fra hjemmet i Klarup til Lille Vildmose. Her går jagten ind på øldåser, navkapsler, gamle telefonkabler, papiraffald, flasker, plastic og alt det andet, der ikke hører til i vejkanter og på stier, men i stedet burde befinde sig på genbrugspladser og i skraldespande.
Egentlig plejede Villy at have sit kamera med på turene til Vildmosen, og han dyrker skam stadig passionen for naturfotos. Men i foråret sneg der sig altså en ny hobby ind på livet af ham.
- Det begyndte egentlig med, at de slog vejkanterne lngs Ny Høstemarksvej, og så dukkede der jo en masse affald op. Jeg gik og kiggede på det noget tid og tænkte, at der måtte komme nogen og sale det op, men det gjorde der ikke. Og så gik jeg i gang, fortæller Villy Jensen.
Siden dengang har han kørt noget der ligner 6-7 trailerfulde affald på genbrugspladsen, både fra turene til Lille Vildmose og fra sine mange gåture i Klarup.
- Der er mange, der brokker sig over, at der ligger affald rundt omkring, og der har jeg det bare sådan, at enten må man acceptere, at det er der, eller også må man gøre noget ved det, siger Villy Jensen.
Hver gang, han er kommet hjem med et læs affald, deler hans kone billeder af det i Facebook-gruppen Vild med Lille Vildmose. Så kan andre se, hvor Villy har været, og hvis de har lyst, kan de så tage sig af en af de andre strækningen i mosen. Og det er der faktisk folk, der gør.
- Det oplever jeg faktisk, og det er jo også lidt it mål ed at gøre det her, at inspirere andre til også at gøre lidt, så vi sammen kan få styr på affaldet, siger Villy Jensen, som ikke tror på løftede pegefingre, men meget hellere vil vise vejen ved sit gode eksempel.
Villy vil ikke kalde sig selv en skraldehelt, men det er der andre, der ikke er blege for at gøre. De andre naturelskere fra Facebook-gruppen Vild med Lille Vildmose så glade for Villy Jensen, at de for nylig samlede ind til en lækker gavekurv og en gribetang, der kan gøre det til lidt mere af en leg at samle affaldet op fra vejkanterne.
- Det sætter jeg virkelig stor pris på, men det er jo slet ikke derfor, jeg gør det her. Jeg synes simpelthen bare ikke, at vi kan være bekendt at svine vores natur til, og så længe, jeg kan holde til det, vil jeg gerne være med til at holde det pænt herude, siger han.