AKKC laver bedste resultat nogensinde
Foto: AKKC
Aalborg Kongres og Kultur har i 2019 haft den bedste omsætning nogensinde i 67 år.
Aldrig har Aalborg Kongres og Kultur Center omsat så meget i dets 67 år lange historie.
Med en rekordomsætning på 92 millioner kroner og et besøgstal på 559.000 (505.000 i 2018) til 1815 (1493 i 2018) arrangementer kan direktør Nicolaj Holm præsentere bestyrelsen for det bedste år nogensinde i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Omsætningen blev i 2019 10 millioner kroner bedre end 2018. En vækst alene i 2019 på hele 12,5 procent i en meget konkurrencepræget branche.
- Vi vækster på alle områder. Vi kommer ud af et år, hvor vi vækster med 27 procent på mødeområdet, hvor vi i forvejen er markedsledende. Vi har aldrig haft et bedre år på messeområdet, og på kulturområdet har vi haft den ene udsolgte forestilling efter den anden - med Maroon5 og Mariah Carey som kronen på værket. Det er svært ikke at være meget tilfreds med 2019, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.
På kulturområdet blev de store 2019-markører de største navne med Maroon 5 og Mariah Carey. Begge store internationale stjerner som AKKC trak til byen, og som gav genlyd og gæster fra hele landet.