Foto: Jesper Lange

00:48

1 af 2

Aktivitetscenter får elektrisk ladcykel

På Lions Park aktivitetscenter i Nørresundby har de nu fået en elektrisk ladcykel til 40.000 kroner. Og det betyder glæde og spænding hos de ældre.

På Lions Park aktivitetscenter i Nørresundby er beboerne glade. I dag blev de nemlig overrasket med en elektrisk Rickshaw, som er en form for ladcykel, til 40.000 kroner. Det er frivillige fra Centerrådet, som har stået for anskaffelsen af cyklen, som er fuldt sponsoreret af Veluxfonden.

Cyklen skal, udover at give de ældre flere oplevelser, også gavne dem på andre måder.

- Med cyklen har de ældre mulighed for at komme længere væk, og komme ud og få stimuleret alle deres sanser. Også hjælper det dem til at vedligeholde deres hjernefunktion, så de har den så længe, som muligt, siger aktivitetsmedarbejder Karin Jensen.

Beboerne på plejecenteret, der bruger aktivitetscentret, er spændte på de kommende cykelture, og de glæder sig.

- Det bliver rigtig godt og sjovt at komme ud og cykle. Både at få noget luft og noget fart i kroppen, det glæder jeg mig nu til, siger Kirsten Seblon, der bor på plejecenteret nær aktivitetscentret.