Alder er ingen hindring for at fægte
I Aalborg Fægteklub er alder ingen hindring, når man er nybegynder. I dagens jysk- fynske mesterskaber, der blev afviklet i Kongerslev, var der debut til flere nordjyske fægtere, der er begyndt med sporten i en - i den sammenhæng - sen alder
I Aalborg Fægteklub har man nybegyndere i alle aldre.
I Aalborg Fægteklub er alder ingen hindring, når man er der for første gang. I dagens Jysk- Fynske Mesterskaber var der debut til flere nordjyder, der begyndte at fægte i en høj alder.
En af dem er 27-årige Alex Krogh Christiansen fra Aalborg. Han fik interessen for fægtning, da han gik på officersuddannelsen i forsvaret. I dag fægter han sin første turnering for Aalborg Fægteklub.
- Jeg ved ikke, hvordan niveauet er, men jeg forestiller mig, at jeg får klø. Vi skal jo alle sammen starte et sted, fortæller Alex Krogh Christiansen til TV2 Nord, inden sin første kamp.
De Jysk- Fynske Mesterskaber foregår i denne weekend i Kongerslev Idrætscenter. Hos Aalborg Fægteklub er der flere debutanter til start, som er kommet sent i gang med sporten.
- I torsdags havde vi fire nye voksne, der startede til træning. Så er der som regel en af dem, der holder ved. Men vi har faktisk en del i aldersklassen 20 til 30 år, der begynder med fægtning, siger formand for Aalborg Fægteklub Pia Vadstrup til TV2 Nord.
En af dagens debutanter, Alex Krogh Christiansen, fik en forrygende start på fægtekarrieren. Han ender dagen med en delt tredjeplads.
- Det går sådan set meget godt, så jeg er godt tilfreds. Det er skide sjovt, siger Alex Krogh Christiansen.