Ali Kachach idømt ni års fængsel for vold, våbenbesiddelse og drabsforsøg
Foto: ARKIVFOTO: Per Frank Paulsen
Ali Kachach er ved Retten i Aalborg blevet idømt ni års fængsel for en række forskellige forhold - herunder forsøg på manddrab.
De næste ni år skal Ali Kachach bruge bag tremmer.
Ved Retten i Aalborg blev han fredag idømt ni års fængsel for en række forskellige forhold. Det drejer sig blandt andet om forsøg på manddrab og våbenbesiddelse.
De forskellige forhold, som 36-årige Ali Kachach ligger alle tilbage i sensommeren og efteråret 2016 i Nordjylland. Forbrydelserne er enten begået alene ledtog med andre medsammensvorne.
Det drejer sig blandt andet om et skyderi og drabsforsøg på Skydebanevej i Aalborg den 13. oktober 2016, hvor også to andre mænd var involveret. Dengang blev en 25-årig mand ramt af flere skud, men han overlevede.
Derudover er Ali Kachach også dømt for flere tilfælde af vold og våbenbesiddelser.
Siden skyderiet har Ali Kachach været på flugt fra politiet. Den to år lange tilværelse i skjul fik dog en afslutning den 17. oktober i år, da han meldte sig selv på en politistation i Tyskland. Nogle dage senere blev han så hentet hjem til Nordjylland og varetægtsfængslet.
Ali Kachach har erkendt alle otte forhold i anklageskriftet, og derfor blev sagen ført som en tilståelsessag.