Alternativ messe tiltrak tusindvis af gæster

For 24. år i træk tiltrak den alternative Krop-Sind-Ånd-messe massevis af gæster.

Det er ikke alt, der kan måles og vejes. Den verdensopfattelse er der mange, der praktiserer, men måske i særdeleshed, de mange der i løbet af weekenden har besøgt Krop-Sind-Ånd-messen, der løb af stablen i Aalborg Kongres og Kulturcenter.

Her kunne man både møde vølver, shamaner og clairvoyante ligesom man kunne købe krystaller, sten og meget andet - både med og uden helende kræfter.

En af dem, man kunne møde på messen var Ditte Maria, der kalder sig vølve og i øvrigt praktiserer håndlæsning, clairvoyance og afdødekontakt. Hos hende kunne man i weekenden blive spået ved hjælp af knoglekast:

- Knoglerne har så meget at sige. Vi kan gå ud og mærke det i træerne, vi kan mærke det ude i naturen. Men vi kan ikke læse det på Google - det er jeg ked af at sige, lyder det fra Ditte Maria.

 
 
Foto: Mick Knive Anderson

Medicinstuderende er fast gæst

Det er 24. år i træk messen afholdes og de besøgende bliver ved med at strømme til, for selvom vi lever i en tid hvor digitale hjælpemidler kan pumpe vores hjerner fulde af information på ingen tid, er der stadig noget, teknologien ikke kan.

- Det er ikke det samme, som at tale med et rigtigt menneske, og det er det der er vores behandleres stærke side. De giver sig selv ind i det her og det er der rigtig mange, der har brug for siger Sisanne Mehl Bengtson, der er arrangør af messen.

En af dem, der besøger messen er Lin Henriksen. Hun er medicinstuderende for hende er årets messe den 10. i rækken, som hun har besøgt.

 
 
Foto: Mick Knive Anderson

Som kommende læge praktiserer hun hårde facts, men flere af de ting, man kan opleve på messen, har også en værdi i hendes verden:

- Hvordan vi kan bruge vores kognitive evner, alt det her med tanketerapi - det er egentlig ikke så langt fra de ting vi (læger red.) også arbejder med og gerne vil, forklarer Lin Henriksen som godt kan se at de forskellige måder at opfatte verden på, er i konflikt med hinanden. Men det behøves ikke være et problem.

- Det konflikter, men en konflikt kan også være en god måde at lære noget på - at lære noget om andre mennesker, lyder det fra den kommende læge.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland