Ana Vojcic bliver ny målmandstræner i EH Aalborg

Den erfarne målvogter Ana Vojcic overtager målmandstræningen i Elitehåndbold Aalborg.

Med 60 landskampe for Serbien og mesterskabstitler i flere lande er det en erfaren kvinde, som bliver ny målmandstræner i Elitehåndbold Aalborg. Den hidtidige træner, John Christiansen, var kun til rådighed en enkelt sæson mere, og derfor har klubben allerede nu søgt efter en overtager.

Valget faldt på 37-årige Ana Vojcic, som har vundet både Champions League og EHF Cup. Hun har spillet for Ikast-Bording, Aalborg DH, Randers og senest FCM. I den indeværende sæsons grundspil endte hun som den keeper, der havde den højeste redningsprocent på 45 procent.

- Jeg kender klubben og en stor del af folkene bag, og jeg mener samtidig, at jeg med mine mange år i tophåndbold har en del at byde ind med. Der er forskel på den sydeuropæiske målvogterstil og den skandinaviske. Men kan vi kombinere de bedste elementer fra de to – og frem for alt finde ud af hvilken stil, der passer til den enkelte, tror jeg, vi kan nå langt. Det er naturligvis også en fordel, at jeg bor i området – og har gjort det siden 2007, siger Ana Vojcic.