Anmeldelse af tyveri førte til anholdelse for våbenbesiddelse
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
To mænds anmeldelse af et tyveri af en pung førte natten til fredag til anholdelse af en mand, der umiddelbart ikke havde noget med tyveriet af gøre, for våbenbesiddelse.
Klokken 03.29 anmeldte to berusede mænd, at de var blevet bestjålet af to rumænske kvinder, der var forsvundet ind i en opgang i Kirkegårdsgade i Aalborg.
Kvinderne havde snuppet en pung med kontanter fra den ene mand, hvorefter de var forsvundet ind i en opgang.
Politiet blev tilkaldt, og en patrulje undersøgte opgangen og en lejlighed uden at finde den forsvundne pung. Til gengæld blev betjentene opmærksom på en rumænsk mand i en parkeret bil.
Det viste sig, at manden havde et slagvåben, en totenschlæger, liggende i bilen. Han blev anholdt og bragt til stationen.
Han kan nu se frem til en bøde for våbenbesiddelse og måske en udvisning af landet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.