Anny lever som viking for 29. gang

Lindholm Høje i Nørresundby er for en stund forvandlet til en markedsplads i vikingetiden.

Trommeslagets rungende lyd mærkes helt inde i kroppen, mens de genkendelige toner fra lyren og duften af lam på kul skaber middelalderlige scener. Og det er også meningen. 

For selvom årstallet siger 2022, så er Lindholm Høje i Nørresundby for en stund forvandlet til en markedsplads fra år 900.

Blandt lammekøller, mjød og musik står Anny Svendsen. I to år har corona forhindret hende i at finde sine vikingeklæder frem. Men nu er det endelig blevet tid. 

- Vi prøver virkelig at leve, som vikingerne gjorde, og det er bare helt fantastisk og befriende, siger Anny Svendsen, der er klædt i hjemmelavede skindstøvler, uldkappe og hørkjole. 

Der blev spillet på både lyre, tromme men også fløjte, da markedet åbnede klokken 10.
Der blev spillet på både lyre, tromme men også fløjte, da markedet åbnede klokken 10.
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Ikke bare hvem som helst

Det er 29. gang, der afholdes vikingetræf på Lindholm Høje. Anny Svendsen har været med alle gange. Faktisk var hun med, da ideen blev til.

-  Det rører mit hjerte, at de tanker, vi tænkte for 30 år siden, da vi ville etablere vikingemarkedet, stadig holder i dag. Det er vildt, siger Anny Svendsen. 

Med så mange vikingetræf i bagagen er hendes vikingestatus da også noget ganske særligt. Hun bliver kaldt 'Vikingernes moder'. 

Anny Svendsen har købt alt sit vikingetøj gennem tiden på boderne på markedet.
Anny Svendsen har købt alt sit vikingetøj gennem tiden på boderne på markedet.
Foto: Caroline Monin, TV2 Nord

Det er ikke kun Anny Svendsen, der er begejstret for at opleve, hvordan vikingerne levede for mere 1100 år siden. På to dage har mere end 3500 gæster besøgt Lindholm Høje Vikingegruppes vikingemarked. Den store interesse er altafgørende, fortæller Vikingernes moder. 

- Grill, øl og entréindtægter er vores hjerteblod. Det er det, der gør, at vi kan holde marked igen til næste år, siger hun. 

Som besøgende kan man spise vikingemad, høre vikingemusik og opleve opvisninger med både dyr og våben. Meget af det er drevet af frivillige. Men i år har corona gjort det svært. 

Der var noget for alle aldre. Børnene måtte lege med sværd og skjold, mens de voksne kunne overvære vikingeslåskamp.
Der var noget for alle aldre. Børnene måtte lege med sværd og skjold, mens de voksne kunne overvære vikingeslåskamp.
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

- Desværre har vores medlemmer fundet noget andet at lave i mellemtiden. Men jeg håber bare, at de vil komme tilbage igen. For nu har vi endelig fået gang i den, fortæller Anny Svendsen. 

Under weekendens træf har hun dog allerede sikret sig frivillige hænder til næste års marked. Og ifølge hende vil der blive afholdt mange flere i fremtiden. 

- Jeg håber, vi kan blive ved i tusind år endnu. 

TV2 Nord besøgte Anny Svendsen, da Lindholm Høje var forkældt som en vikingemarkedsplads.  Se indslaget herunder:

Lindholm Høje i Nørresundby er henover weekenden forvandlet til vikingemarked efter to års coronaaflysning, og det er til stor glæde for initiativtageren.

Seneste nyt

fra Nordjylland