Anonymt vidne efter skudepisode: - Jeg frygter det værste
Fredag aften var hun vidne til et skyderi på åben gade i Aalborg – nu kommer hun med en klar opfordring til politiet.
- Det er ikke godt nok. De (red. politiet) er ikke synlige nok i det her område, siger kvinden, som fredag var vidne til en skudepisode på Rendsburggade i Aalborg.
Vidnet, som bor i nærområdet, ønsker af sikkerhedsmæssige årsager at være anonym.
Det er anden gang indenfor tre måneder, hun oplever en skudepisode tæt på sit hjem.
- Det er forfærdeligt. Det er ikke rart at være i, især når det er så tæt på, og når det er anden gang, siger hun.
Hvilke tanker går gennem hovedet?
- Frygt. Man er helt rystet. Man kan slet ikke være i det overhovedet.
Efter de to skudepisoder frygter hun, at det kan ske igen, og at hun eller andre kan blive ofre.
- Når personerne kan finde på at gøre sådan i offentligheden, hvorfor skulle det så ikke ramme en selv på et tidspunkt?
Mistænker narkohandel i området
Vidnet fortæller, at hun tror, der sker flere kriminelle handlinger i området. Blandt andet har hun set poser, som hun mener indeholder forskellige former for stoffer.
- Jeg tror, der foregår handel med hash. Det område her kan man nemt gemme sig i, men hvis man bor her, kan man nemt se, at der sælges hash.
Derfor kommer hun med en klar opfordring til politiet:
- At de kigger forbi og tjekker op på, at alt er som det skal være.
Se hele indslaget her: