To ansatte på sygehuset efter brand i børnehave i Mou
Foto: Arkivfoto. TV MIDTVEST.
Mandag eftermiddag opstod der en brand i en børnehave i Mou. Branden har ført til at to ansatte skal til tjek på sygehuset.
Alle vidste heldigvis, hvad de skulle gøre, da der mandag eftermiddag udbrød brand på Børnehaven Børnely i Mou.
Nordjyllands Beredskab formoder, at branden er startet i et puderum, men der skal endnu undersøgelser til at fastslå, hvad der har forsaget branden.
Branden var af en forholdsvis voldsom karakter, og den bredte sig til nogle tilstødende rum i børnehuset. Der er sprunget nogle vinduer og tagplader i bygningen, som også har lidt en kraftig sod- og røgskade. Derfor er det børnehaveafsnit, der blev ramt af branden også lukket ned for en stund.
Ingen børn er kommet til skade under branden, men to ansatte måtte en tur forbi sygehuset til tjek for røgforgiftning.
- De har været inde i nogle røgfyldte rum og været med til at evakuere nogle børn ud, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Jakob Schmidt.
Selvom to voksne fra personalet altså måtte træde til for at hjælpe børn ud, så har institutionen gjort alt rigtigt.
- Der er blevet lavet en rigtig fin evakuering og rømning af bygningen, da de opdager branden. Det er gået rigtig godt, siger Jakob Schmidt.
Kommunen er nu i gang med at iværksætte deres videre beredskabsplan med forvaltningen, så der bliver taget hånd om både børn og forældre, oplyser Nordjyllands Beredskab.
Brandvæsnet er nu færdige med branden, men har en smule efterslukning tilbage, ellers er der styr på branden.