Arkæologer gør unikt fund i det centrale Aalborg
Arkæologer har fundet et stenhus fra middelalderen under et byggeri i Aalborg
Arkæologerne har fundet resterne af et stenhus, der angiveligt er over 600 år gammelt.
Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har fundet resterne efter et senmiddelalderlig stenhus ved udgravninger i forbindelse med et byggeri i Algade16 – på gågaden tæt ved Salling.
Fundet kommer som en stor overraskelse for arkæologerne på Nordjyllands Historiske Museum, da de i sidste uge opdagede det.
Det var kun de allerrigeste, der havde råd til at bygge i sten, så fundet er sjældent og tyder på, at her har boet en person med en vis status.
- I middelalderen blev langt de fleste huse bygget i træ, men de allerrigeste - kongen, kirken og de adelige - havde råd til at bygge deres huse i mursten, siger arkæolog ved Nordjyllands Historiske Museum, Christian Klinge.
- Det er sådan et hus, vi har fundet i Algade 16. Ved middelalderens afslutning har der været omkring 20 stenhuse i Aalborg. Men nu har vi altså fundet ét mere.
Det nyfundne stenhus i Algade 16 blev bygget i slutningen af 1300-tallet og var opført i datidens lyse, røde teglsten, som kaldes munkesten.
Huset har været lidt under otte meter bredt og 11 meter langt og har ligget med facaden helt ud til Algade. Det er det meget kraftige fundament til huset, som arkæologerne har undersøgt resterne af.
Sporene i jorden fortæller intet om, hvem der har bygget og ejet stenhuset. Men lige på den anden side af gaden lå Aalborgs Gråbrødrekloster, som man i dag kan tage elevatoren ned og se resterne af.
- Mit bedste bud på en ejer af stenhuset må være byens gråbrødrekloster. De har haft deres bygninger lige på den anden side af gaden, og de har været rige nok til at opføre et stenhus. Alternativt kan det have været en nordjysk adelsmand, der har haft brug for et hus, når han har været på besøg i Aalborg, siger Christian Klinge.
De arkæologiske undersøgelser i Algade 16 er endnu ikke afsluttet, og hvis der ved byggeriet kommer flere arkæologiske spor frem, vil arkæologerne undersøge disse, så den vigtige viden om, hvordan Aalborg har set ud gennem historien, ikke går tabt.