Aslan reddede hundevennen Fies dag
22 hunde var tirsdag til optagelsesprøve på Plejehjemmet Sofiegården i Aalborg i et forsøg på at blive godkendt som besøgshunde.
Fie Graakjær har haft hund i 57 år af sit liv, men efter at være flyttet ind på Plejehjemmet Sofiegården i Aalborg har hun måttet give afkald på sine firbenede venner.
Derfor vakte det glæde, da 22 hunde tirsdag var på besøg på plejehjemmet.
- Det er jo dejligt, siger Fie Graakjær, som bor på Sofiegården.
Hundene skulle vise, at de har de rette egenskaber til at være en del af Trygfondens korps af besøgshunde.
- Der er mange steder, der gerne vil have besøg af hunde, og vi har ikke hunde nok, så vi er altid på udkig efter nye, siger Galina Plesner, der er projektchef i Trygfonden og ansvarlig for besøgshundeordningen.
Mangler hunde i Nordjylland
Trygfonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010 og tæller nu mere end 700 besøgshunde og deres frivillige ejere. Hvert år besøger hunde og ejere tusindvis af udfordrede og sårbare mennesker på institutioner i Danmark.
Galina Plesner fortæller, at der særligt i Nordjylland mangler besøgshunde.
- Hundene kan vække minder fra fortiden, og så er de dejlige at røre ved og hyggelige at snakke med. Der kan tit startes gode samtaler omkring hunde og de hunde, man selv har haft, siger hun.
Fie Graakjær fik tirsdag mulighed for at hilse på en af hundene, der var til optagelsesprøve. Hun ser gerne, at golden retrieveren Aslan kommer på besøg hos hende igen.
- Han kan bruges. Nødtørftigt, siger Fie Graakjær.