Badning forbydes i havnebad på grund af rotter
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er rotter ved Aalborg Havnebad, og derfor lukker havnebadet midlertidigt ned af hensyn til gæsternes sikkerhed.
Det er ikke kun solhungrende borgere, der er glade for havnebadet i Aalborg. Kommunen har nemlig konstateret, at der også er rotter i området, og derfor har de valgt at lukke badet ned, indtil de ubudne gæster er bekæmpet.
Havnebadet er lukket i dag og i weekenden, og perioden kan forlænges alt efter omfanget af rotter. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har anbefalet Aalborg Kommune at holde lukket, indtil rotterne er bekæmpet.
Skadedyrene blev opdaget i trappetårnet, og det er endnu ikke til at sige, om der er tale om en enkelt eller flere:
- Vi fik en mistanke om rotter, fordi vi kunne se, at det havde rumsteret i trappetårnet, siger Kaj Bjerregaard Jensen, der er bademester ved Aalborg Havnebad. Han er ærgerlig over, at det sker, især fordi havnebadet er meget populær for tiden på grund af sommerdagene.
Han gætter også på, at netop temperaturen kan være grunden til de ubudne gæster:
- Måske har rotterne også haft brug for en dukkert her i varmen, siger han.