BAE Systems lukker i Nørresundby: Alle medarbejdere fyret

BAE Systems meldte tirsdag ud til medarbejderne, at virksomheden lukker.

Omkring 160 medarbejdere på BAE Systems i Nørresundby fik tirsdag besked om, at virksomheden lukker, og at alle bliver fyret.

Virksomhedens arbejde består i at lave teknologi til politi og efterretningstjenester.

Ved ingeniørforeningen IDA bekræfter formanden for De Ansattes Råd, Juliane Marie Neindam, at deres medlemmer tirsdag fik at vide, at virksomheden skal lukke – formentlig omkring sommeren 2018.

Ingeniørforeningen er onsdag i forhandlinger om fratrædelsesaftaler med ledelsen for deres 81 medlemmer.

- Det er altid kedeligt, når virksomheder lukker ned. Man mister nogle nære kolleger. Det er en forandringsproces, og det er ikke sjovt – men medarbejderne kan trøste sig med, at der er lyse udsigter, siger Juliane Marie Neindam.

Ledigheden blandt ingeniører er lav, og hun spår, at tilbuddene vil vælte ind hos de fyrede medarbejdere.

- Vi er ikke bekymrede. Virksomhederne kommer til at stå med visitkort på parkeringspladsen, siger Juliane Marie Neindam.

Hun peger især på små og mellemstore virksomheder, der vil komme på banen for at kapre medarbejdere.

- De er heldige i den sammenhæng. De får hurtigt noget nyt - og der er muligheder både i lokalområdet og i resten af landet, siger hun.

Fra BEA Systems hovedkontoret i England skriver Jenny Pask, der er chef for virksomhedens eksterne kommunikation, at lukningen skyldes en sammenlægning af virksomhedens ekspertise.

- Vores fokus er på at opretholde og opbygge gode kunderelationer og sikre, at vi leverer de rigtige produkter på de rigtige markeder. Som led i en organisatorisk gennemgang har vi identificeret ineffektivitet, som vi fremadrette vil undgå ved at forenkle vores forretningsdrift, skriver Jenny Pask i en mail til TV2 Nord.

Artiklen er opdateret klokken 17:40 med kommentar fra BEA Systems.


Seneste nyt

fra Nordjylland