Bagagerumsmarked er kommet godt fra start

Sæsonen for bagagerumsmarked på Dyrskuepladsen i Aalborg er i gang, og indtil videre har det været godt besøgt.

Mulighederne for at gøre en god handel stod søndag i kø på Dyrskuepladsen i Aalborg. Her var der bagagerumsmarked for tredje gang i år.

Og med skinnende sol og masser af besøgende havde arrangørerne intet at klage over.

- Vi er overraskede over, hvor godt det er gået. På åbningsdagen kom der 20.000 gæster og et hav af stadeholdere, så vi er godt tilfredse, siger arrangør Ole S. Rask.

Der er plads til 400 stande på markedet, og med op mod 35.000 besøgende på de bedste dage er bagagerumsmarkedet ifølge arrangørerne Skandinaviens største af slagsen.

En af dem, der trofast vender tilbage år for år, er Line Rysholt fra Sæby, som har en stand sammen med sine forældre.

- Det er en supergod idé at holde bagagerumsmarked. Så kan man sælge sine ting og få penge til at købe noget nyt, siger hun.

Det er bagagerumsmarked hver anden søndag samt den sidste søndag i måneden frem til oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland