Batteri til el-cykel brød i brand: Beboere blev evakueret
Opdateret 16.28 med brandårsag samt tilstand på beboer i lejligheden.
Nordjyllands Beredskab har tirsdag eftermiddag været i aktion i Aalborg.
Der var nemlig udbrudt brand i en lejlighed på anden sal i en etageejendom på Østre Alle.
- Da vi kom frem, var der kraftig brandspredning i en af lejlighederne, men den er blevet slukket nu, fortæller indsatsleder Nicolaj Kanstrup.
Det lykkedes dog for beboerne i den lejlighed, hvor branden opstod selv at redde sig ud, og i forbindelse med branden blev de øvrige beboere i opgangen evakueret.
- Men beboerne er inde i lejligheden igen, fortæller indsatslederen.
Dog må beboerne i den lejlighed, hvor der udbrød brand, nok se sig om efter et andet sted at sove, fordi lejligheden er brandskadet.
Det var dog heldigt, det ikke gik værre til, lyder det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Lau Larsen.
- Branden er formentligt opstået i et batteri til en el-cykel, da det lå til opladning, men beboeren formåede faktisk selv at få det kastet ud af vinduet og ned i baggården, siger han.
Det betyder dog også, at beboeren er sendt til tjek på sygehuset, fordi vedkommende fik brandskader på arme og hænder, ligesom vedkommende formentligt har indåndet røg.
Det er dog ikke umiddelbart livstruende skader, lyder det fra vagtchefen.
Station Aalborg er kørt til bygn.brand etageejendom på Østre Alle, 9000 Aalborg.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) July 30, 2024
Melding går på ildløs i soveværelset på 2. sal. Alle beboere er ude.
Opdatering følger…