Beboere evakueret: Brand i kælderrum formodes at være påsat
Fire kælderrum under en etageejendom i Vejgaard er totalt udbrændte efter en brand natten til mandag.
Beboerne i to opgange på Doravej i Aalborg-bydeln Vejgaard måtte natten til mandag evakueres fra deres lejligheder, efter der omkring klokken 1 udbrød brand i kælderen under lejlighederne.
Beboerne blev evakueret da brandvæsnet og politiet på stedet kunne konstatere at branden i kælderen udviklede kraftig røg og så tog man altså ingen chancer og fik beboerne fra i alt syv lejligheder sendt ud på gaden mens brandslukningen foregik.
Der var ingen, der kom noget til ved branden, og alle beboerne kunne efter slukningsarbejdet vende tilbage til deres hjem, men i alt fire kælderrum er totalt udbrændt efter branden, der bliver behandlet som en forbrydelse.
- Vi har forsøgt at finde en brandårsag og det er ikke lykkedes endeligt, så det behandles som en påsat brand ind til videre, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen, der siger at politiet lige nu ikke har nogen idé om, hvem der kan have startet branden.